Margrethehus blev bygget i 1884 i følge Stadsarkivet i København. Der går en skrøne om, at huset er opkaldt efter fru Margrethe, som på et tidspunkt boede i lejligheden 1. sal til venstre, men den rigtige historie er, at huset er opkaldt efter vejens navn, Margrethevej. Den kom senere til at hedde Suomisvej.

Suomisvej hed oprindeligt Margrethevej indtil 1928

Et af de første billeder, vi har fundet af vejen, stammer fra 1890’erne.

Huset var fra starten udstyret med altaner med balustre. Det var fulde balustre og ikke som de balustre, der er på altanerne i dag, som er de gamle balustre skåret midt igennem og placeret på en træplade. Hvorfor man valgte at skifte dem ud, melder historien ikke noget om, men metoden med at skære balustrene over og placere dem på træplader sikrede at huset fik en ensartet facade og en lukket altanfront.

Billedet herover, hvor beboerne poserer for fotografen på altanerne, er taget i 1890’erne, mens billedet herunder er taget i 1903, hvor altanerne var ændret.

Her kan man tydeligt se, at der var pigekamre til tjenestefolket på 3. sal, og at der var udsigtspost på taget. Der var små spir på tjenestefolkets vindueskarnapper. Billedet herunder er en affotografering af glaskopien fra Københavns Stadsarkiv, som har dateret billedet til september 1902, hvilket i øvrigt passer bedre med, at vinen står i fuldt flor. Gadelyset var en gaslampe.

Margrethevej skiftede i følge Rigsarkivet navn i 1928, og kom til at hedde Suomisvej. Det var et led i en større ændring af vejnavne i København og på Frederiksberg i slutningen af 1920’erne. Der er også en Margrethevej ved Hellerup Kirke, så mange breve endte forkert.

Familien Schmidt boede i stuen th og de blev foreviget uden for ejendommen i 1913 i følge stadsarkivet på Frederiksberg. Bemærk, at vinen allerede i 1913 var meget kraftig og dækkede husets front med sine blade.

Billedet herover har teksten Margrethehus-Suomisvej. Årstallet er ukendt, men det er taget efter vejens navneskift i 1928. Det er formentlig taget i 1930’erne. Bemærk flagstangen som har stået på samme sted siden i hvert fald 1903.

I 1969 så Suomisvej ud som på ovenstående og nedenstående billeder.

Den 2. juli 2011 oplevede Hovedstaden det største skybrud i mands minde, og da Suomisvej ligger på indvunden søbund fra Sankt Jørgens Sø, strømmede vand fra det højereliggende Frederiksberg ned til området omkring Vodroffsvej. Man kunne sejle i gaderne med en til halvanden meter vand. Da vandstanden var på sit højeste var vandet oppe til midt på sideruderne af den orange bil, der efterfølgende blev erklæret totalskadet. Ejerne var på ferie i Nordthailand.

.